Med hele 161 kørere til start blev ROTAX DM 2025 på Roskilde Racing Center et af de største gokartløb på dansk grund i mange år. Weekenden bød på strålende solskin, masser af race og tætte dueller. Her er et tilbageblik på højdepunkterne.
Kian Hay ny Danmarksmester i Rotax Micro
Kian Hay levede op til favoritværdigheden og kørte en stærk finale i det 18 kørere store Rotax Micro-felt. Med titlen som Danmarksmester i både Micro 60 i 2024 og nu Rotax Micro i 2025, bekræfter Kian sin flotte udvikling.
Malte Holm kørte sig ind på andenpladsen, mens Jonathan Ottosen – trods hurtigste omgangstid i finalen – måtte nøjes med tredjepladsen. Mikkel Gotschalk og Muhammed Øzkarsli rundede top 5 af.
Finn Jørgensen triumferer i Rotax Mini
Finn Albert Jørgensen tog en vigtig sejr i Rotax Mini efter en tæt duel med Andreas Vester Kjellerup. De to trak fra resten af feltet og krydsede målstregen med under ét sekund mellem sig.
August Lyngsø sikrede sig tredjepladsen, mens Ludvig Fuhrmann og Emil Aaskov sluttede som henholdsvis nummer fire og fem.
Sejr til Sejersen i Rotax Junior
Finalen i Rotax Junior blev et drama fra start til slut i det 28-kørere store felt. Kristian Sejersen trak det længste strå i en intens duel med teamkammeraten William S. Nielsen. Kun et enkelt tiendedel skilte de to over målstregen.
Kort efter fulgte William Rønfeldt, som sikrede sig tredjepladsen, blot tre tiendedele bag Nielsen. Malik Arsland og Erik Brandsborg kom i mål som nummer fire og fem.
Mathias Kjellerup vinder Senior-titel som rookie
Mathias Kjellerup dominerede weekenden i Rotax Senior. Efter at have været hurtig hele weekenden, sikrede han sig pole position til finalen – og konverterede den sikkert til sejr. Han byggede hurtigt et forspring og kontrollerede finalen fra start til slut uden på noget tidspunkt at være under pres.
Bag ham var der masser af action med positionsskift og tætte dueller. Tobias B. Clausen – til daglig kører i GT4 Tyskland – imponerede med en stærk weekend og sluttede som nummer to. Anton Sten Hansen tog tredjepladsen foran Knud Nielsen og norske Theo Eriksen, der rundede top 5 af.
William Germer Kristensen tager DD2-titlen – og genvinder titlen til Nordjylland
Efter sidste års skuffelse med en front-bumper-straf, fik William Germer Kristensen i år sin revanche. Han dominerede finalen fra front og tog en suveræn sejr – uden straf – og kunne derfor fejre sin første DM-titel i DD2.
Hans teamkammerater fra RS Competition, Carl Borggaard og William Nørbæk, fulgte tæt efter og tog henholdsvis anden- og tredjepladsen.
Oliver Storm Christiansen blev nummer fire, mens sidste års mester Christoffer Sachse lavede weekendens vildeste comeback. Efter at være startet som absolut sidste (P23), kørte han sig op som femmer – et vanvittigt løb, hvor han i gennemsnit lavede næsten to overhalinger i minuttet.
Tæt opgør i Rotax DD2 Master & XL
I DD2 Master og XL blev det til en spændende afslutning med kun et tiendedel sekund mellem de to forreste. Allan Hansen tog sejren foran Steffen Martin Pedersen, mens Anders Toft sikrede sig tredjepladsen. Jan Andreasen og Jesper Vitting Christensen fulgte efter i top 5.
I DD2 XL var det Ronnie Rosenkvist, der løb med sejren foran Arnd Jansohn og Kim Plejdrup Ritterbusch.