Med over 160 kørere på startlisten er Roskilde Racing Center klar til at danne rammen om årets Danmarksmesterskab i ROTAX, der afvikles den 14.–15. juni 2025.
Det bliver en weekend fyldt med tæt race, lokale opgør og stærke navne i samtlige klasser. Herunder kan du læse optakten til hver af de syv klasser, der skal kæmpe om mesterskabstitlerne.
Rotax Micro – Lokalt opgør i børneklassen
I Rotax Micro tegner der sig et vaskeægte lokalopgør mellem ASKH (Roskilde) og BGK (Høje Taastrup). Størstedelen af kørerne kommer fra en af de to klubber, og blandt favoritterne til titlen finder vi Konrad Saugmann, Kian Hay og Jonathan Ottosen. Sidstnævnte er fra Vojens, men har kørt en god sæson indtil videre.
Rotax Mini – Lille felt med stor spænding
Rotax Mini stiller med et mindre felt, men intensiteten er ikke til at tage fejl af. Duellen mellem Andreas Kjellerup (Viborg) og Finn Jørgensen (Vojens) fortsætter fra DRMC-serien, men Ludvig Fuhrmann – den eneste sjællænder i DRMC-top 3 – kan med sin hjemmebanefordel blive en afgørende faktor.
Rotax Junior – Duel mellem Sejersen og Nielsen
Junior-klassen er stærkt domineret af jyske kørere, og alle i DRMC-top 5 kører i OTK-karts. Kristian Sejersen (Djursland) er favorit med sin internationale erfaring og en sejr i årets Rotax Winter Cup, men William S. Nielsen (Kolding) har imponeret stort som rookie og ligner en seriøs udfordrer til titlen.
Mason Max Carøe Bjerring, Erik Brandsborg og William Rønfeldt må ses blandt outsiderne til et muligt bud på et mesterskab.
Rotax Senior – 70 kørere og historisk bredde
Man skal næsten kigge en ekstra gang på deltagerlisten i Rotax Senior. Med hele 70 tilmeldte er feltet det største, der er set i dansk karting i mange år.
Selvom den forsvarende mester Marius Rose ikke deltager, er der masser af profiler til start:
- Patrick Rasmussen – DRMC-vinder 2024
- Luca Magnussen – deltager normalt i den britiske Formel-serie, GB4
- Tobias Bille Clausen – aktuel i ADAC GT4 Germany
- Tobias Normann – hjemmebanekører og førende Senior-kører i Danish Karting League
- Signe Ørnbøll – international profil fra Champions of the Future Academy
- Knud Nielsen – fører DRMC-serien og en oplagt titelbejler
- Mathias Kjellerup – rookie i Senior og aktuel toer i DRMC
Med andre ord, her har vi en klasse – hvor der virkelig er lagt op til kamp, og mange spændende navne som kommer til at kæmpe om titlen.
Rotax DD2 – Nyt mesterskab uden Vendelbo
Efter flere års dominans er Rasmus Vendelbo ikke til start i år, hvilket åbner feltet op. Patrick G. Nielsen (Silkeborg) har været særdeles stabil gennem sæsonen, mens både William Nørbæk og William Germer Kristensen har farten til at blande sig helt i toppen. Sidstnævnte kørte en stærk finale i Ikast sidste år, men blev ramt af straf. Også tidligere mester Christoffer Sachse er tilbage i jagten på titlen – og ikke mindst, at forsvare hans titel fra 2024.
Når man siger Roskilde, siger man også hjemmebanefordel – og flere kørere har muligheden for at udnytte den. Tino Egeskov er blandt de stærke lokale navne, og sammen med Carl Borggard, Camillia Kaus Larsen og Andreas Birkbak, er der flere bud på, hvem der kan sætte det hele sammen og blande sig i toppen på velkendt asfalt.
DD2 Master og XL – Tæt felt med erfarne profiler
DD2 Master og XL har samlet næsten 20 deltagere, og feltet består af en god blanding af erfarne og rutinerede kørere. Klassen har tradition for tæt race, og også i år tegner det til at blive spændende og seværdigt.
Publikum inviteres
DM i ROTAX afvikles på Roskilde Racing Center den 14.–15. juni. Løbene starter kl. 09:00 begge dage, og søndag kl. 12:30 køres prefinaler og finaler, hvor årets Danmarksmestre i alle klasser skal findes.
Følg med på appen Sportity med koden “RMC” eller via. Speedhive for live timing.